Putterutiner er vigtige og kan være afgørende for dit barns søvn, og i dette blogindlæg får du 7 gode råd til at skabe en god rutine - og gode råd til hvad man IKKE skal gøre.
Hvad er en god putterutine?
Alt afhænger selvfølgelig af hvor gammelt dit barn er, men nogle gode forslag til gavnlige punkter i putterutinen kan være:
- Amning, flaske eller en anden form for snack inden sengetid.
- Et varmt bad og bleskift
- Børste tænder
- Højtlæsning
- Vuggeviser
- Nusse dem blidt eller babymassage
Putterutinen skal helst slutte med at lyset bliver slukket, og at du forlader rummet (alt afhængigt af hvad dit barn har brug for). Det er en god idé at gå ud af rummet, mens dit barn er træt men ikke faldet i søvn endnu. Dette bidrager til at de lærer at falde i søvn af dem selv.
7 gode råd til putterutinen
1. Gør det hver dag
At holde vedvarende fast i de samme trin og rutiner hver aften er vigtigt for at få de bedste fordele ud af den. Rutinen ændrer sig i takt med at de bliver ældre, men generelt skal den starte på samme tidspunkt og have samme rækkefølge.
2. Start tidligt
At starte tidligt fra dit barn er helt lille gør det nemmere at skabe gode vaner end at skulle ændre dårlige søvnvaner for dit barn senere i livet.
3. Kort er godt
For de fleste børn er omkring 15-30 minutter en god længde på putterutinen (den bliver lidt længere, hvis den inkluderer et bad). At gøre den længere end det komplicerer den, og gør det sværere at opretholde den på de dage, hvor man ikke har lige så lang tid.
4. Rutiner om dagen
Gode rutiner om dagen kan også være med til at forlænge sovetiden for de små. Stimulering, motion og at være udenfor er også ting som kan spille en rolle i, at de sover bedre.
5. Vær opmærksom på dit barn og lyt til dem
Det er ikke sikkert, dit barn kan kommunikerer verbalt endnu, men hvis det lader til at en del af rutinen ikke fungerer for dit barn så prøv at udskift det og afprøv det i nogle dage for at se, om det har en positiv effekt.
6. Gør omgivelserne behagelige
Der hvor dit barn sover, skal helst være mørkt, en behagelig temperatur og så stille som muligt. Ikke alle børn bryder sig om totalt mørke, og de fleste foretrækker, at der et dæmpet lys tændt i form af en lille natlampe. Selvom det kan virke som om, at dit barn kan sove igennem en masse larm, kan det stadig have en negativ indflydelse på deres søvn, og hvor dyb den er, så prøv at hold den del af hjemmet de sover i så stille som muligt.
7. Hvis der skal ske ændringer i rutinen, så tag én ting ad gangen.
For meget forandring på én gang kan være overvældende for dit barn. Hvis der er noget som skal ændres, eller noget nyt som skal introduceres, så hold det til et minimum af én ting ad gangen.
5 ting du skal undgå
1. At gå i gang med putterutinen, når de er overtrætte
Du ved det sikkert allerede: overtrætte børn kan være hyperaktive, irritable og bliver nemmere kede af det. Prøv at start putterutinen før de bliver alt for trætte til at kunne holde fokus.
2. At lade dem sidde foran en skærm
Ligesom os voksne så har børn bedst af at det blå lys fra en skærm er lagt væk før sovetid. Elektroniske enheder kan have stor negativ indflydelse på kvaliteten af søvnen, hvis de bruges for tæt op ad deres sovetid.
3. At lade dem løbe rundt eller blive overstimuleret
Det med at brænde krudt af og få brugt energi skal helst ske om dagen, så de ikke bliver kørt op inden sovetid. Stimulering og meget aktiv underholdning skal helst ske et stykke tid inden putningen.
4. At lade dem sove længere i weekenden
Det kan være virkelig fristende at afbryde eller ændre putterutinen i weekenderne, hvor man selv gerne vil kunne sove længere, men det er bedst at putterutinen er fast, og at de vågner og står op på nogenlunde samme tid hver dag.
5. At lade dem trække tiden ud
Hvis dit barn først opdager, at de kan trække tiden ud ved f.eks. at spørge om noget at drikke hele tiden, så vil de måske begynde at udnytte det. Hold dig så meget som muligt til de faste rutiner men vær samtidig opmærksom på deres behov.